I Lahore dømmer en pøbel Samuel Arif for blasfemi, før nogen domstol når at få ordet

Pakistans straffelov indeholder to paragraffer, der tilsammen kan forvandle en klage fra naboerne til en sag med dødsstraf. Samuel Arif, en 26-årig kristen fra Lahore, har nu stiftet bekendtskab med dem begge. Han sidder varetægtsfængslet, sigtet for blasfemi – en type lovovertrædelse, hvor straffen efter gammel lokal skik som regel falder længe før noget bevis.

To paragraffer, én politianmeldelse

Sagen er registreret som First Information Report (FIR) nr. 806/26. Den bygger på:

• paragraf 295-C i den pakistanske straffelov, der foreskriver obligatorisk dødsstraf for nedsættende udtalelser om profeten Muhammed;
• paragraf 298-A, der omfatter udtalelser mod hellige personer og profetens ledsagere.

Anmelderen er Muhammad Umair Alam Khan, der bor i kvarteret. Hans version lyder således: Arif standsede Khans to mindreårige døtre inde i kvarteret og brugte nedsættende religiøse udtryk over for dem. Han fortalte dem, at profeten havde besøgt ham i en drøm og pålagt ham at gifte sig med pigerne. Derefter forsøgte han at smøre et uidentificeret stof i ansigtet på dem.

Retfærdighed med ekspreslevering

Kvarterets udgave af en retfærdig rettergang gik hurtigere, end nogen domstol kunne. Da anklagen havde spredt sig, trængte beboere Arif op i en krog i et fitnesscenter på kvarterets område og tævede ham voldsomt. Politiet lod mængden gennemføre det indledende retsmøde og tog derefter den mistænkte i forvaring.

Gamle gader, gamle venner

Stedet var velkendt terræn for Arif. Han havde tilbragt mere end ti år af sit liv i Blok A i Punjab University Staff Colony. Familien havde en bolig der gennem hans afdøde far, Arif Masih, der var ansat som renovationsarbejder på universitetet. Efter Masihs død flyttede familien til Saint Mary's Colony i Gulberg. Arif blev ved med at vende tilbage til sit gamle kvarter for at besøge venner.

Forsvaret: en personlig strid

Arifs familie afviser samtlige anklager. Han er uskyldig, siger de, og anmeldelsen udspringer af personligt fjendskab. Den forklaring vil ikke overraske nogen, der følger den slags sager. Menneskerettighedsforkæmpere har længe påpeget, at en blasfemianklage i Pakistan er en usædvanligt effektiv måde at vinde en privat strid på, fordi den straks bringer den anklagede og hans pårørende i fysisk fare.

Arif har i det mindste advokater. Den ikke-statslige organisation HARDS Pakistan (Human Assistance & Development Services) yder juridisk bistand til familien. Advokaterne Kashif Alexander Rajput og Nadia Hameed er udpeget til at føre hans forsvar i retten.

Human Rights Focus Pakistan (HRFP) og andre interesseorganisationer har bedt provinsmyndighederne om noget, der burde være en selvfølge: en retfærdig, gennemsigtig og upartisk efterforskning. Deres liste over krav lyder som første kapitel i en jurabog:

• retssikkerhed;
• juridisk beskyttelse af den anklagede, vidnerne og familiemedlemmerne;
• ansvar for enhver, der tager loven i egen hånd.

Lokale menneskerettighedsaktivister og det kristne samfund siger, at de endnu en gang er foruroligede. De ser sagen som et nyt bevis på, at blasfemilovgivningen fortsat også fungerer som et redskab til at afregne private mellemværender. Arif sidder stadig varetægtsfængslet. Hans kristne trosfæller beder for hans familie og for retfærdighed. De venter også på en grundig og upartisk efterforskning, der fastslår sandheden – en afslutning, der fortsat er noget af et samlerobjekt i sager af denne art.