I Irak giver loven ægtemænd ret til at "opdrage" deres hustruer, og under den nye religiøse lovgivning kan en hustru kun søge skilsmisse på grund af fysisk mishandling, hvis den er gentagen. I Afghanistan har dekreter fra 2026 indskrænket de tilfælde, hvor vold i hjemmet overhovedet kan retsforfølges. Den tradition, der ligger bag, er udtrykkelig. Koranen 4:34 giver mænd myndighed over kvinder og siger til ægtemænd, der frygter deres hustruers ulydighed, at de skal formane dem, lade dem være alene i sengen og derefter slå dem. I sin afskedsprædiken tillader Profeten ægtemænd at slå deres hustruer, "men ikke hårdt" (Muslim 1218). Og en hadith overleveret af Abu Dawud (2147) tilføjer, at en mand ikke vil blive spurgt, hvorfor han slog sin hustru. Volden kommer med andre ord med en brugsanvisning.
Fem år efter Talebans tilbagevenden fortalte en repræsentant for civilsamfundet FN's Sikkerhedsråd, at det nu er en forbrydelse at være kvinde i Afghanistan. I Genève bønfalder ngo'er Menneskerettighedsrådet om i det mindste at blive ved med at tale om det: forny rapportørens mandat, fasthold dialogerne, sæt efterforskningsmekanismen i gang. Rapportøren er for sin del blevet nægtet adgang til landet siden 2024.
Siden 2025 har irakiske par kunnet bytte den borgerlige familielov ud med en shiitisk religiøs lovbog. Den fastsætter ægteskabsalderen ved puberteten, godkender vielser uden vidner og uden registrering, giver fædrene børnene, når de fylder syv, og lader kun en kvinde blive skilt, hvis hun er blevet forladt, ikke får underhold eller gentagne gange bliver slået. Irakiske kvinder kæmpede for at gøre reformen mindre forfærdelig. Seks måneder senere gjorde parlamentet den værre.
Vores partnere
