Fra Iraks nye religiøse lov, der fastsætter ægteskabsalderen til puberteten, til piger fra minoriteter, der bliver giftet bort i Pakistan, finder børneægteskaber fortsat religiøs opbakning. Fortalerne har skrifterne at støtte sig til. Koranen 65:4 fastsætter ventetiden efter skilsmisse for kvinder, „som ikke har haft menstruation“, hvilket klassiske kommentatorer læser som også omfattende piger før puberteten. Og ifølge Sahih al-Bukhari (5133, 5158) og Sahih Muslim (1422) var Aisha seks år, da Profeten giftede sig med hende, med hendes far som værge, og ni år, da ægteskabet blev fuldbyrdet. For fortalerne er præcedensen hellig. For pigerne er den en dom.
To hinduistiske søstre på 13 og 14 år, som angiveligt blev bortført, konverteret til islam og bortgiftet i den pakistanske provins Sindh, bønfaldt en domstol om at lade dem tage hjem. Retten sendte dem i stedet i en beskyttet bolig. I Sindh er det en forbrydelse at gifte et barn bort. At konvertere et barn har derimod ingen aldersgrænse, som gejstlige igen og igen minder lovgiverne om.
Fem år efter Talebans tilbagevenden fortalte en repræsentant for civilsamfundet FN's Sikkerhedsråd, at det nu er en forbrydelse at være kvinde i Afghanistan. I Genève bønfalder ngo'er Menneskerettighedsrådet om i det mindste at blive ved med at tale om det: forny rapportørens mandat, fasthold dialogerne, sæt efterforskningsmekanismen i gang. Rapportøren er for sin del blevet nægtet adgang til landet siden 2024.
Siden 2025 har irakiske par kunnet bytte den borgerlige familielov ud med en shiitisk religiøs lovbog. Den fastsætter ægteskabsalderen ved puberteten, godkender vielser uden vidner og uden registrering, giver fædrene børnene, når de fylder syv, og lader kun en kvinde blive skilt, hvis hun er blevet forladt, ikke får underhold eller gentagne gange bliver slået. Irakiske kvinder kæmpede for at gøre reformen mindre forfærdelig. Seks måneder senere gjorde parlamentet den værre.
Vores partnere
